Juel jubler over mose-millioner

Projektet der skal udvide vådområderne syd for Ekkodalen har i dag fået tilført 16,4 millioner kroner af et bredt flertal i Folketinget. Det lokale folketingsmedlem, Peter Juel Jensen (V) jubler.
Der er politisk jubel over udsigten til, at Naturstyrelsens projekt omkring udvidelse af vådområderne syd for Ekkodalen er blevet blåstemplet politisk med et millionbeløb. Venstres bornholmske folketingsmedlem,Peter Juel Jensen er begejstret over dagens nyhed.

- Bornholm får tilført en ny attraktion. Alle kender Ekkodalen. Alle har råbt 'Hvad drikker Møller?'. Nu får man muligheden for, når man står i Ekkodalen, at spotte ud over et vådområde, siger Peter Juel Jensen.

Der er allerede et mindre vådområde syd for Ekkodalen, men det bliver altså nu tilført mere end dobbelt så mange hektar. Noget som Bornholm også kan spille på i forhold til at være turist-ø.

- Jeg tror, vi i højere grad vil se flere turister besøge, ikke kun vores statsskove, men når man nu er på Bornholm, så kan man få det her (de nye vådområder, red.) med, siger Peter Juel Jensen.

Du kan se mere i Nyhederne 19.30 på TV 2/Bornholm, hvor også Naturstyrelsen fortæller om planerne med vådområder ved Ekkodalen.