Fastelavnsboller hitter - især dem med fløde

Der er ingen tvivl om, hvilken fastelavnsbolle der lokker flest bornholmere til bageren.
Ingen fastelavn uden fastelavnsboller. Det er konklusionen efter en tur til bageren i Kvickly i Rønne, der fredag eftermiddag langede den ene bolle efter den anden over disken.

Og den ubestridte konge af fastelavnsboller er den med flødeskum.

Det sås tydeligt - også selvom de fleste kunder ikke var meget for at udpege en favorit.

Varehuschefen i Kvickly Rønne bekræfter, at den med flødeskum er bornholmernes favorit:

- Af dem med fløde sælger vi vel 600 i dag, og så kommer der en 4-500 oven i af de to andre, siger Brian Karlsen.

Generelt går det også rigtig godt med salget af fastelavnsboller.

- Vi sælger flere og flere faktisk. Vi har solgt flere i år, end vi gjorde sidste år, siger Brian Karlsen.

Traditionen med at spise fastelavnsboller hænger sammen med, at prisen for at blive slået med et fastelavnsris (som man mente sikrede frugtbarhed) var en bolle - deraf fastelavnsbollen.