Grønt lys til fem nye shelterpladser på Bornholm

Kystdirektoratet har netop givet dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, så kommunen nu etablerer fem nye sheltere rundt om på Bornholm.
Bornholms Regionskommune har planer om at opsætte fem shelters, som skal ligge tæt ved kysten. De er et resultatet af kommunens friluftsstrategi, der har en målsætning om at stille flere primitive overnatningsmuligheder til rådighed.

Normalt er det ikke tilladt at bygge noget i de strandbeskyttede områder, men nu har Kystdirektoratet givet dispensation.

- Vi har nemlig særlig mulighed for at dispensere, når det er projekter, der understøtte friluftslivet, og det kan man jo bestemt sige, at disse sheltere gør. Jeg kan sagtens se for mig, at kano-eller kajakfolk kan få stor glæde af de nye overnatningsmuligheder, siger områdechef ved Kystdirektoratet Hans Erik Cutoi-Toft.

De nye shelterpladser vil blive registreret på kommunens hjemmeside og på Naturstyrelsens side "Ud i naturen" over primitive telt- og shelterpladser i Danmark.