28 socialpædagoger udtaget til mulig konflikt

Ungehuset, Midtpunktet og Dagcenteret Strøby og Skovlyst – Klintebo kan blive berør af mulig konflikt.
Socialpædagogerne har udtaget 10% af de næsten 30.000 medlemmer, der er ansat på det kommunale og regionale område til en mulig konflikt. For kreds Bornholms vedkommende drejer det sig om 28 medlemmer og 3 arbejdspladser:

• Ungehuset under Center for Børn og Familie.
• Socialpsykiatrien område Vest ”Midtpunktet” under Center for Psykiatri og Handicap.
• Dagcenteret Strøby og Skovlyst – Klintebo under Center for Psykiatri og Handicap.

Ingen må komme i livsfare, og derfor er vores tillidsrepræsentanter involverede i forhold til at sikre et nødberedskab på de konkrete arbejdspladser, skriver kredsformand Bitten Sohn Thomsen i en pressemeddelelse.

Det er ikke en situation, vi har ønsket. Tværtimod. Vi er kede af at stå her, hvor det kan få betydning for det enkelte menneske, som har brug for socialpædagogisk støtte. Men det er desværre nødvendigt for, at vi kan sikre en reallønsfremgang til vores medlemmer – offentlige ansatte skal også have del i det opsving, vi alle er med til at skabe, skriver kredsformand Bitten Sohn Thomsen i en pressemeddelelse.