Trods sne og slud skal fluefiskerne ud

Fluefisker-eventet BornholmSession starter i morgen, men nogle af deltagerne har taget hul på fiskeriet - selvom vandet er tæt på frysepunktet.
Sneen har stadig godt fat i Bornholm, og mange vælger at blive indendørs, muligvis med en varm kop te i hånden. Men flere friske fiskere vælger at trodse kulden og forsøge at fange fisk. Én af dem er Johan Bjerg, der er taget til Bornholm med 4 venner for at deltage i BornholmSession´18.

- Den helt store grund til at tage til Bornholm er, at der er en chance for at rende ind i noget virkelig godt havørredfiskeri. Specielt i de kolde måneder er Bornholm helt vildt godt. Du kan virkelig rende ind i noget vildt fiskeri. Det er derfor vi står udenfor i minusgrader og fryser hele dagen, siger Johan Bjerg.

Johan Bjerg og vennerne er alle fra København, hvor de har startet Facebook-gruppen Fin Followers, som er for alle dem, der interesserer sig for fluefiskeri og gerne vil dele billeder. Og billeder er det, der er i centrum ved BornholmSession.

- Det handler om at få taget nogle flotte, kreative billeder af fiskeriet og de forskellige situationer. Det handler ikke om at fange den største fisk, og det kan vi også godt lide ved eventet.

Og hvorfor vælger man egentlig at stå ude i kulden så længe for at fange en fisk?

- Det har noget med udfordringen at gøre. Det ville være for let i en båd. Når man har stået her i mange timer i kulden, så når det endelig lykkes, er man voldsomt glad. Når man har lagt så mange timer i det, og næsten ikke kan mærke sine fingre længere, så det er et kæmpe adrenalinsus, når det lykkes. Så noget spænding blandet med forløsning... og så få taget nogle billeder, så man kan blære sig for de andre, siger Johan Bjerg med et grin.