Erhvervslivet vil savne Allinge Jazz Festival

Jazzfestivalen gav omsætning til Allinges butikker, restaurationer og hoteller, men nu er festivalen nedlagt.
Allinge Jazz Festival har gennem 19 år tiltrukket gæster fra nær og fjern og givet ekstra liv i byens gader i uge 28, men nu er det slut. Foreningen bag festivalen, Allinge Jazz Venner, har opløst sig selv. Der bliver ikke nogen jazzfestival fremover.

- Det er ærgerligt for Allinge og omegn. Det var et stort event i byen i uge 28, og det er ærgerligt, at vi nu ikke har de musikarrangementer til at krydre oplevelsen for vores turister, siger næstformand Klaus Juhl fra foreningen 3770 Erhverv.

Allinge Jazz Venner blev opløst på en ekstraordinær generalforening tirsdag aften, fordi ingen var interesseret i at gå ind i bestyrelsen og løfte opgaven med at arrangere festivalen.

Erhvervslivet roder allerede med en idé om, at stable et nyt arrangement på benene i uge 28.

- I bestyrelsen hører vi lidt på vandrørene, at nogle af vores medlemmer godt kunne være interesseret i at sørge for, at der kommer noget musik i Allinge i den uge. Simpelthen på eget initiativ hyre nogle jazzorkestre ind, siger Klaus Juhl.

Idéen skal drøftes på 3770 Erhvervs generalforsamling mandag 12. marts.