Butikker har det godt på trods af konkurrence

Dagligvareforretninger har taget kampen op med discountbutikkerne på Bornholm, og flere forretninger klarer sig godt
Mange frygtede de nye discountbutikker ville trække kunder væk fra de gamle dagligvarebutikker, men det er lykkedes flere af de gamle butikker at bevare og skabe overskud.

Blandt andet har MENY i Rønne lige offentliggjort et regnskab med sorte tal på bundlinjen. Og også i Kvickly Nexø og i SuperBrugsen i Klemensker har man en god omsætning.

Kvickly Nexø har ellers haft et par hårde år, hvor den helt store udfordring var de nye discountbutikker i byen, men man har kæmpet, og med nye tiltag går det godt igen. Man har blandt andet sænket priserne på omkring 1.000 vare:

-Istedet for at varene skal på tilbud hver tredje uge, så har vi sat hyldeprisen ned, så vi holder en fast god fornuftig pris, som matcher discount, siger varehuschef Lars Kure, Kvickly Nexø.

Også i SuperBrugsen i Klemensker har man det godt. Sidste år var for eksempel det bedste nogensinde.

I butikken har man også gjort, hvad man kan for at have lave priser og de vare på hylderne som kunderne ønsker. Og specielt økologi har fået en meget stor plads i forretningen.

I SuperBrugsen i Klemensker er man meget glade for alle de trofaste kunder - nye og gamle:

- Loyale kunder er det, der gør, at vi er her, og det er dem vi kan takke for, at vi er her, siger souschef Heidi Engel, SuperBrugsen Klemensker.