Fluefiskere har snøren ude efter det gode foto

Bornholmsession er et fiskeevent, som i disse dage bliver afholdT på Bornholm. Det gælder om at fange fisk og tage det gode billede.
I disse dage er en række fluefiskere fra hele landet og Skandinavien samlet på Bornholm. I fiskeeventet Bornholmsession gælder det om at fange fisk, men samtidig også at få taget et godt billede.

- Det handler om at lave et event, hvor fluefiskertosserne fra Danmark og hele Skandinavien kan samles og dele hele passionen for fiskeriet, siger Gordon Henriksen, medarrangør af Bornholmsession.

Deres billeder bliver lagt op på sociale medier under #bornholmsession18, og fotodelen er også en sport i sig selv.

- Ligesom at fluebinding er en sport, så er det at tage flotte billeder også for rigtig mange af deltagerne noget, der fylder noget, lyder det fra Gordon Henriksen.

Frederik Lorentzen er fotograf og medarrangør, og ifølge ham kan det gode billede være mange forskellige ting.

- Det kan være en stor fisk, eller det kan være en smuk solopgang eller en vinterklædt kyst, fortæller han.

Bornholmsession slutter på lørdag.