Fremtidens bornholmske idræt på bordet i aften

Hvordan skal det bornholmske idrætsliv se ud i fremtiden? Det er nogle af de svar, som Bornholms Idrætsråd håber at komme nærmere ved et åbent møde om idrætten i aften.
Ved et åbent møde i aften i Aakirkeby Hallerne kridtes stregerne op til fremtidens bornholmske idrætsliv.

For de bornholmske idrætsforeninger er udfordret i disse år. Ganske vist er der ikke de store udsving i det generelle medlemstal, men de har svært ved at få fat i de yngste.

Blandt andet derfor har Bornholms Idrætsråd inviteret til åbent møde, hvor interesserede kan komme med deres bud på, hvordan idrætten skal være om 5 og 10 år.

På mødet vil direktøren i Idrættens Analyseinstitut, Henrik H. Brandt, lave et oplæg, hvor han kommer med sit bud på udfordringerne og de løsninger der skal sikre Bornholm et velfungerende idrætsliv i fremtiden.

Derefter skal deltagerne på mødet hver især komme med sine bud på samme problemstilling. Bud som Bornholms Idrætsråd vil tage med sig, når scenen for fremtidens idræt skal sættes.

Mødet foregår i Aakirkeby Hallerne fra 18.30. Tilmelding er, ifølge Bornholms Idrætsråd, ikke nødvendig.

Vi sender også fra mødet i Nyhederne 19.30