TMB: Debutanter med motorproblemer - igen

Debutant-duo er for anden dag i træk kommet i motorproblemer og må derfor tage en pause fra Trolling Master Bornholms anden konkurrencedag.
Tonny Sibbert, Claus Møller Hansen og deres båd Vædderen har ikke just heldet med sig ved dette års Trolling Master Bornholm.

I går morges gav en flækket manifold båden og dens besætningsmedlemmer problemer, og i dag var den så gal igen.

- Nu er der to gevind, der er gået i manifolden, fortæller Tonny Sibbert.

- Det endte med, at vi havde vand i hele motorrummet, så det endte med, at vi lavede et røgslør, så vi er glade for, at de to her observerede det, og at vi fik talt sammen over VHF'en, tilføjer makkeren Claus Møller Hansen.

Båd 131 til undsætning
De to, der hertil formidddag kom Claus Sibbert og Claus Møller Hansen til undsætning, er Dorthe og Jesper Røygaard og deres båd nummer 131.

- Vores makkerbåd meldte ud om, at der kom røg op, så jeg styrede over imod ham og begyndte at pille mit grej, da han sagde, at han ikke kom i gang igen, og ja, så tog vi en tur Tejn, fortæller Jesper Røygaard.

- Det værste var næsten, at jeg måtte hive grejet op igen. Men der er jo bare, nogle ting, der er vigtigere, tilføjer han med et smil.

Vender igen
De mange udfordringer får dog ikke duoen til at opgive hverken konkurrencen eller det gode humør.

- Når man har sådan to gode hjælpere, så kan man jo ikke andet end at være i godt humør - og det er jo godt vejr, siger Claus Møller Hansen.

De uheldige deltagere afventer i øjeblikket en mekaniker og forventer at være tilbage på vandet og i konkurrencen i morgen.