Gødningssag har trukket i langdrag

En miljøsag mod en landmand fra Østermarieområdet om overforbrug af gødning har trukket ud i årevis, men skal for retten i morgen.
Det er en overtrædelse, der ligger helt tilbage i 2012, der i morgen er for Retten på Bornholm.

En landmand fra Østermarie er tiltalt for at have spredt for meget husdyrgødning ud på markerne. Ifølge den formel landbrugsmyndighederne bruger har landmanden blandt andet i perioden 1. august 2011 til 31. juli 2012 overtrådt sin gødningskvote med 6.367 kg kvælstof.

Sagen har været forsøgt gennemført tidligere. Således erstatter det nye anklageskrift, der anvendes i retten i morgen, det ældre anklageskrift fra 2016.

Miljøsagen mod landmanden har været berammet flere gange, men den er flere gange blevet udsat. Enten har den tiltalte ikke kunne give møde eller også har de involverede advokater ikke haft plads i kalenderen.

Anklagemyndigheden kræver landmanden idømt en bøde.

På trods af at der er gået så lang tid siden den påståede overtrædelse har fundet sted, så er sagen ikke forældet. Strafferetligt kan en sag ikke forældes, når der er rejst sigtelse.