X-Factor castede bornholmske talenter

Castere fra tv-programmet X-Factor var i dag på besøg i Rønne. Her kunne håbefulde bornholmere aflægge casting.
Plakater, med et for de fleste velkendt logo, prydede i dag området omkring Musikhuzet i Rønne. X-Factor var i byen for at caste talenter til deres næste sæson.

Og allerede 20 minutter inden dørene officielt blev åbnet, havde de første håbefulde bornholmere sat sig til rette i solen på bænkene foran Raschs Pakhuz i Rønne.

Bornholmere med drømme om at de havde, hvad der skulle til, for at bevise overfor casterne at de har X-Factor.

- Jeg elsker at synge, og så tænkte jeg, nu var X-Factor kommet til Bornholm, og så ville jeg gerne prøve at være med, fortæller Rikke Mauritzen, der var mødt op til castingen.

Castere fra produktionsselskabet BLU var på øen for at pre-caste folk til audition. Materialet fra dagens casting bliver derfor videregivet, hvorefter folk bliver inviteret til audition.

- Vi er kommet til Bornholm, fordi der er ret mange talenter herovre. Det kan enhver selvfølgelig sige, men Bornholm er speciel, fordi det er afskåret fra resten af landet. Vi ved godt, hvad det koster at komme til København. Så nu kommer vi herover, fortæller caster Rikke Møller.

Selvom det kan virke nervepirrende at gå til casting, så var der ifølge Rikke Møller intet at være nervøs for.

- Det er meget stille og roligt. Det er jo ikke ligesom at skulle til eksamen. Man skal synge den sang, man har det allerbedst med. Det handler om, at man skal have det godt, fortæller hun.

TV2 har overtaget konceptet, efter X-Factor har kørt 11. sæsoner på DR. Produktionsselskabet Blu har produceret samtlige sæsoner af X Factor i Danmark, og fortsætter med at producere programmet hos TV2.