Eftertragtet udsigt fra Svaneke Vandtårn

Det skabte lange køer, da det normalt aflåste vandtårn i Svaneke i dag åbnede dørene op for besøgende.
Svaneke Vandtårn er til daglig aflåst, men i dag fik fremmødte mulighed for at komme op i tårnet og nyde udsigten.

En mulighed så mange benyttede sig af, at det skabte lange køer og ventetid på omkring 30 minutter.

En af de fremmødte, Vilmer Frederiksen, havde taget turen fra Holbæk for at komme op i tårnet.

- Jeg har altid ønsket mig at komme op i tårnet, men det har aldrig været muligt, fordi det har været låst af. Helt fra starten da det blev bygget, der har jeg ønsket mig at komme derop, fortæller han.

Og udsigten var da, i følge Vilmer Frederiksen, heller ikke til at tage fejl af.

- Man kan se Christiansø og vældig fint ud over Svaneke. Man kan se helt til Allinge, tilføjer han.

Under arrangementet var der velkomsttale ved Henrik Søby, formand for byforeningen Svanekes Venner.

Den verdenskendte arkitekt Jørn Utzon ville have fyldt 100 år i 2018. Vandtårnet i Svaneke blev opført i 1952.