Netto vinder pris for madspilds-app

En madspilds-app, der hjælper med at spare penge på fødevarekøb i butikker og samtidig mindsker madspild vinder international anerkendelse. Bag appen står Netto og FødevareBanken.
Én af verdens største tech- og innovationsvirksomheder SAP, har tildelt Netto og samarbejdspartneren FødevareBanken, den nordiske 'SAP Innovationspris 2018' i kategorien bæredygtighed for den danske madspilds-app 'Mad skal spises'.

Ifølge juryen bag prisen er 'Mad skal spises' en innovativ og meget lovende app, der har et stort potentiale i forhold til at spare ressourcer herunder mad og CO2. Juryen består af tech- og innovatonseksperter fra en række af nordens største tech-virksomheder: Intel, HPE, SAP, Deloitte og Tele2.

Med prisen følger et innovationsforløb, hvor SAP henter en række af sine skarpeste hoveder ind til sammen med Netto, FødevareBanken og Salling Group, der driver it-platformen bag appen, at udvikle videre på 'Mad skal spises', så den kan blive endnu bedre. Formålet er at kunne gøre appen relevant i en international kontekst, hvor madspildsproblematikken i flere lande er endnu større end i Danmark.

- I SAP er vi optaget af at gøre ting smartere og bedre via digitalisering. Netto og FødevareBankens idé med 'Mad skal spises' appen er fantastisk tænkt. Derfor vinder de vores SAP Innovationspris 2018 indenfor bæredygtighed. Med app'en har Netto vist, at bekæmpelse af madspild kan være både en god forretning og samtidigt godt for miljø og samfund, siger Jesper Schleimann, der er Nordeuropæisk Digital Transformation Officer hos SAP og formand for juryen i SAP Innovationspris 2018 og fortsætter:

- Bekæmpelse af madspild er med til at sikre, at Netto kan tilbyde kunderne bedre og billigere fødevarer, og det er et stærkt app-koncept. Vi tror på, at vi med vores team af globale eksperter kan gøre appen endnu bedre, så den kan gøre en endnu større forskel internationalt. Det potentiale glæder vi os til at udforske med Netto, FødevareBanken og Salling Group.