Lea Wermelin: Gebyret skal helt væk

Socialdemokratiets Lea Wermelin er glad for Bornholmslinjens tiltag. Hun mener dog, at der stadig er mange problemer, der mangler at blive løst.
Bornholmslinjens forslag om at fjerne gebyr for personlig betjening ved reservation og salg af billetter og halvering af gebyret for at ændre lavprisbilletter vækker glæde hos Lea Wermelin fra Socialdemokratiet. Hun mener dog, at gebyret skal helt væk:

- Jeg mener, at dagens tiltag er et udtryk for, at det bornholmske pres virker. Men jeg mener, at gebyret skal fjernes helt, siger Lea Wermelin.

Hvis Bornholmslinjen ikke selv fjerner gebyrerne, opfordrer hun Transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance til at gå ind i sagen:

- Bornholmslinjen skal skubbes helt ud på planken, før de gør noget. Det burde ikke være nødvendigt, at der skal gå så lang tid inden de handler på problemerne. Nu håber jeg, at ministeren vil gå ind i sagen, hvis ikke Bornholmslinjen kommer os i møde i forhold til at afskaffe gebyrerne, siger Lea Wermelin.

Bornholmslinjens nye forslag kommer dagen før, forligskredsen bag aftalen om færgebetjeningen af Bornholm mødes. Trods tiltagene mener Lea Wermelin, at der stadig er mange problematikker at tage fat i:

- Vi skal stadig tale om gebyrerne, men færgens bevægelser på havet, antallet af aflysninger, aftalen med Ystad Havn, forholdene for godstransport, forholdene omkring busserne og ikke mindst prisstrukturen er stadig problemstillinger, vi skal gøre noget ved, siger Lea Wermelin.

Forligskredsen bag aftalen om færgebetjeningen af Bornholm mødes i morgen.