Lufthavn efterlyser flyvninger til Folkemødet

På grund af de mange flyafgange til og fra Bornholm under folkemødet, efterlyser lufthavnen allerede nu ønsker fra diverse flyselskaber.
Under Folkemødet i år fløj 12.157 passagerer i en flyver til og fra øen. I alt landede og lettede 392 fly ude i Bornholms Lufthavn.

På grund af øget interesse for at flyve flere passagerer til og fra Folkemøde i 2019 har Bornholms Lufthavn nu besluttet at afdække luftfartsselskabernes ønsker om flyvninger til og fra øen.

- Det sker med henblik på at tilgodese ønskerne i så stort omfang som muligt, skriver lufthavnsdirektør Christina Didriksen på lufthavnens hjemmeside.

Alle interesserede luftfartsselskaber skal derfor indsende deres ansøgninger om slots til lufthavnen senest d. 31. december 2018. Og - skulle man være interesseret - så skal ansøgningen indeholde informationer om flytype, kapacitet og flight schedule.