Ny aftale forbyder sprøjtemidler ved boringer

Socialdemokratiets Lea Wermelin glæder sig over ny aftale, som betyder, at det i fremtiden er slut med at sprede sprøjtemidler nær drikkevandsboringer.
Et bredt flertal i Folketinget har netop indgået en ny aftale, som skal sikre det danske drikkevand mod sprøjtemidler. Dermed bliver det i fremtiden forbudt at sprøjte med pesticider i nærheden af drikkevandsboringerne.

Og det er en ganske god nyhed, mener Lea Wermelin fra Socialdemokratiet:

- SÅ glad! Dejligt når politiske sejre hives hjem. Vi har lige fået igennem, at der ikke længere må sprøjtes med pesticider tæt på vores drikkevandsboringer. Kæmpe sejr for vores vand og os alle sammen, skriver Lea Wermelin på sin profil på Facebook.

I første omgang skal kommunerne i samarbejde med landbruget finde lokale løsninger, som stopper brugen af pesticider i nærheden af drikkevandsboringerne. Hvis ikke, der er lokale løsninger på plads inden år 2022, så vil folketingspolitikerne lave et generelt forbud mod sprøjtning.

- Den seneste tids mange fund af pesticider i drikkevandet har bekymret mig og de øvrige partier i aftalekredsen. Jeg er glad for, at vi står sammen om at beskytte drikkevandet og forbedre beskyttelsen af en af de mest værdifulde ressourcer, vi overhovedet har. Jeg er særligt glad for, at det skal være slut med at sprøjte nær drikkevandsboringer, og at vi nu får undersøgt grundvandet for langt flere stoffer, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre.

Aftaleparterne er også enige om at afsætte midler til en omfattende screening af grundvandet.