Klip i kortet stækker ikke ung bilist

Søndag slutter politiets kampagne mod uopmærksomme bilister. Men en ung mand har vist sig, at være uden for pædagogisk rækkevidde, fortæller Bornholms Politi.
Det ser ellers generelt pænt ud. Efter en uge med fokus på, om bornholmske bilister kan finde ud af at fokusere på at køre bil og ikke benytter mobiltelefonen under kørsel, så er oplevelsen fra øens lange arm:

- Det er gået godt, folk har kørt pænt og vi har ikke skrevet mange bøder, fortæller politikommissær Michael Winsløw.

Men der er et hår i suppen. Og selvom politiet har fisket det op gentagende gange, så bliver det ved:

- Vi har desværre en genganger, som tester både færdselslovens og politiet tålmodighed, siger Michael Winsløw.

Personen, Michael Winsløw fortæller om, er en ung mand, der senest blev taget i at køre alt for stærkt i denne uge:

- Forhistorien er, at han er frakendt kørekortet et hav af gange. Allerede som 17-årig tager vi kortet fra ham første gang. Så generhverver han det. Mister det igen. Og så i sidste uge får han lov til at generhverve kørekortet igen. Og gudhjælpemig om han i denne uge ikke ræser forbi en af vores målervogne med tæt på 100 km/t i bymæssig bebyggelse. Så der er nogen, der stadig kører fuldstændigt tosset, siger Michael Winsløw

Men selvom sagen med den 18-årige stikker ud, så bekymrer det politiet:
- Vi ser stadig unge mennesker, og mænd i særdeleshed, der kører tosset. I sidst uge var der et dødsfald i trafikken med unge på Sjælland. Det er jo frygteligt, at de ikke vil lære. Det er livsfarligt.

Politiets kampagne i uge 11 havde altså både fokus på brug af mobil under kørsel og overtrædelse af hastigheden.
Men til førstnævnte er der snart strammere sanktioner på vej. Før jul besluttede Folketinget, at brug af mobil under kørsel skal koste et klip i kortet. og så snart politiet er klar med det bagvedliggende arbejde til at eksekvere lovgivningen, så kan bilister altså forvente strengere straffe.