Bilister foreviget i Østerlars og Klemensker

Politiets fotograf var tirsdag kørt til Østerlars, hvor der blev taget billeder af 12 bilister. Formentlig mod deres vilje. I Klemensker fik bilist en klipning.
Det er ikke billigt at lade Bornholms Politi stå for profil-billedet.

Alligevel tog en del bilister mod tilbuddet i går tirsdag.

På Stavsdalsvej i Østerlars fik 12 bilister taget et vellignende billede, fordi de kørte mere end de tilladte 50 kilometer i timen. Den højeste hastighed blev målt til 66 kilometer i timen.

Samme eftermiddag holdt Bornholms Politi foto-session på Sct. Klemensgade i Klemensker, hvor fire bilister benyttede muligheden for at få foreviget køretøj, nummerplade og ansigt. Fire kørte for stærkt, og én fik, foruden billedet, også et klip i kørekortet.