Rekordmange nye bornholmske øl

Det væltede ud med ny bryg fra de bornholmske bryggerier i 2018. I alt blev der lanceret 71 nye øl.
Er man til humle, så var 2018 et godt år med rekordmange nye øl på menuen. På Bornholm blev der lanceret 71 nye øl ifølge beerticker.dk.

- At Svaneke Bryghus nu brygger alle sine øl økologisk tæller naturligvis godt med i det rekordhøje antal af nye bornholmske øl. Men selv uden de nye, gode øl fra Svaneke har bornholmerne masser af nyt bryg at glæde sig over – og alle os, der kommer på besøg. Det er imponerende godt gået af de innovative bornholmske bryghuse, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald ifølge en pressemeddelelse fra beeerticker.dk

Udviklingen i antal unikke øl er kun gået én vej:

2013: 14
2014: 21
2015: 44
2016: 65
2017: 63
2018: 71

- Hovedårsagen er Svaneke Bryghus overgang til at være et 100% økologisk bryggeri. Da det ikke er muligt, at få alle råvarer i tilsvarende økologisk udgave, har det været nødvendigt at ændre på opskriften på faste- og sæsonøl. Det alene gav hele 19 nye øl fra Svaneke Bryghus i 2018. Samlet set stod Svaneke Bryghus for 43 af de 71 nye bornholmske øl, skriver beerticker.dk i deres pressemeddelelse.

På landsplan blev der i 2018 lanceret 1825 nye øl.

Opdateret 11.26: Oprindeligt skrev vi, at der var 78 nye bornholmske øl. Det er rettet til 71, da et bryggeri, der har flyttet adresse til Sjælland, fejlagtigt blev regnet med af beerticker.dk