Flere unge bornholmere vil på efterskole

Det er blevet populært at vælge en efterskole. Det sidste år er søgningen steget med hele 55 procent.
I år har 95 bornholmske grundskoleelever søgt ind på en efterskole. Det er 34 flere end sidste år.

- Det største statistiske udsving er at finde i antallet af elever, der har søgt om optagelse på en efterskole, siger Gitte Hagelskjær Svart, der er leder af Ungeporten og Ungdommens Uddannelsesvejledning Bornholm ifølge en pressemeddelelse.

Sidste år søgte 61 unge ind på en efterskole, men i år er antallet steget til 95. Det betyder, der er 55 procent flere unge bornholmere, der gerne vil på efterskole i år.

- De nye adgangskrav til de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne har gjort det nødvendigt for en del elever at søge mod et 10. klassetilbud, inden de er endeligt klar til at søge om optagelse på en ungdomsuddannelse, siger Gitte Hagelskjær.

- Eleverne ved typisk, at efterskoler har fokus på udvikling af både faglige, personlige og sociale kompetencer, kompetencer der alle er centrale, når eleverne skal vælge ungdomsuddannelse, siger Gitte Hagelskjær.

Mens eleverne i stigende omfang vælger efterskolerne til, så oplever ungdomsuddannelserne en tilbagegang i antallet af ansøgere fra de bornholmske grundskoler. Fra 304 elever i 2018 til 290 elever i 2019.

Den 1. marts var der ansøgningsfrist for grundskoleelever for ansøgning om optagelse på en ungdomsuddannelse eller et 10. klassetilbud.