Kvart million kroner til nye mountainbike-spor

Friluftrådet giver 250.000 kroner til nye mountainbike-spor, der skal få flere ud i den nære natur.
Flere skal kaste sig ud på cykel i skovene. Det mener i hvert fald Friluftsrådet, der har besluttet at give 250.000 kroner til at etablere nye mountainbike-spor på Bornholm.

- Det betyder at vi nu for alvor komme i gang med at udbygge mountainbike spornetværket på Bornholm så vi sammenlagt har ca. 50km spor i og omkring Almindingen. Derved kan vi trække flere Bornholmere ud i naturen og samtidig booste turismen i skuldersæsonen og i vinterhalvåret, siger Philip Poulsen fra Trailbuilders Bornholm, der skal stå for at bygge ruterne.

Men håbet er, at det kan lade sig gøre at rejse endnu flere penge.

- Det er super dejligt med en økonomisk håndsrækning fra Friluftsrådet. For at projektet kan realiseres fuldt ud kræver det en lidt større økonomi, og vi håber at der findes hjælp fra Kommunen, Destinationen eller lokale fonde. Personligt mener jeg at når vi skaber bedre faciliteter, skaber vi bedre adgang for flere mennesker der nyder naturen og bruger kroppen, siger Christian Terry, der også er en del af sporbyggergruppen.