FM19: Venstre taget af scenen

Det regner og tordner omkring cirkuspladsen i Allinge. Politiet har afbrudt Kristian Jensens tale.
Med et smil indtog Venstres næstformand Kristian Jensen kort efter klokken 16 hovedscenen for at holde sit partis partiledertale.

- Man kan jo glæde sig over, at vi ikke får en gentagelse af sidste års sommer med alt for meget tørke, sagde Kristian Jensen som det første, da han fik ordet på hovedscenen.

Herefter gik der bare fem minutter før vejret igen var i centrum. En mand klædt i en Venstre-jakke trådte op på scenen og afbrød Kristian Jensen netop som talen handlede om samarbejde.

Samtidig strømmede en besked over højtalerne:

- Vi afbryder programmet på grund af vejret. Søg i tørvejr.

Efterfølgende har Bornholms Politi oplyst, at talen blev afbrudt, da det begyndte at regne ind på scenen.

Det er første gang i Folkemødets historie, at en partileder ikke kan fuldføre sin tale grundet vejret.

Kristian Jensen havde fået ansvaret for Venstres partiledertale, da Lars Løkke Rasmussen i København deltager i fejringen af Dannebrogs 800 års dag.

Nederst viser billedet lynnedslag på det tidspunkt, Kristian Jensen blev afbrudt.

Opdateret
Kristian Jensen fortsætter sin tale i Domen og på TV2 News.