Go' morgen-vært glæder sig til kokkedyst

Ida Wohlert, der er studievært på Go' morgen Danmark, glæder sig til at være vært på dette års Sol over Gudhjem.
Go' morgen Danmark-vært, Ida Wohlert, beskriver sit eget forhold til mad som lidt af en kærlighedsaffære. Og derfor er det også med et stort smil, at hun i år kan se frem til at byde velkommen til kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem, som bliver sendt i morgen.

- Det er en ønske-opgave. For det første at kunne få lov til at komme lidt ud af studiet, komme ud af København og komme over til jeres vidunderlige, dejlige klippeø, siger Ida Wohlert.

Danmarks største kokkekonkurrence har kørt siden 2009, og i år skal Dak Wichangoen (Kiin Kiin), Anika Madsen (Roxie), Gabriel Hedlund (Vollmers) og Claus Henriksen (Dragsholm Slot) dyste om titlen.

- Jeg kender selv flere af kokkene, fordi jeg har mødtes med dem om morgenen inde i Go' morgen Danmark, så jeg føler, jeg er i gode hænder, fortæller Ida Wohlert.

Go' morgen Danmarks vært skal danne værtspar med TV 2/Bornholms Sofie Andersen, og du kan se med, når Sol over Gudhjem går i luften fra kl. 13:00 på TV 2 og TV 2/Bornholm.