Formand vil af med eget udvalg

Anne Thomas (Å) håber, at et farvel til Klima- og Bæredygtighedsudvalget kan betyde et goddag til et nyt såkaldt § 17, stk. 4-udvalg.
Alternativets Anne Thomas er klar til at sige farvel. Ikke kun til politik, men også til det udvalg hun har været formand for siden dets fødsel i forbindelse med kommunalvalget i 2017, nemlig Klima- og Bæredygtighedsudvalget.

- Hvis man skal følge det oplæg, vi har lavet i Alternativet, så er det, at vi nedlægger Klima- og Bæredygtighedsudvalget, fordi at vi gerne vil have lavet det til noget, der hedder et 17-4-udvalg, fortæller Anne Thomas.

Et såkaldt § 17, stk. 4-udvalg er et oftest midlertidigt politisk udvalg, der rådgiver på et særligt område. I dette tilfælde på Klima- og Bæredygtighedsudvalgets hidtidige arbejdsområder.

- Her kan man åbne udvalget - altså få færre politikere, og få eksempelvis branche- eller borgerforeninger ind, siger Anne Thomas, der vurderer, at et sådan udvalg vil fungerer bedre i forhold til eksempelvis Bright Green Island.

Det er kommunaldirektøren, der indstiller til kommunalbestyrelsen, at klima- og bæredygtighedsudvalget nedlægges. Hvis udvalget bliver nedlagt, så vil det betyde en besparelse på 290.000 kroner. Formandsposten aflønnes med 196.000 kroner, mens de øvrige fem udvalgs-medlemmer modtager 93.500.