Information: Vis Green Solution House til Trump

I dag, hvor det er blevet officielt at den amerikanske præsident besøger Danmark, foreslår dagbladet Information at han besøger Green Solution House på Bornholm.
Information har i dag en række forslag til, hvordan man kan få den amerikanske præsident til at interessere sig mere for den grønne omstilling.

Avisen forslår en række steder i kongeriget, der kunne være interessante. Og blandt disse er Green Solution House i Rønne på Bornholm.

"Afslutningsvis kan man runde af med et forretningsmøde på det bæredygtige hotel og konferencecenter Green Solution House på Bornholm, hvor Trump kan møde store spillere fra dansk erhvervsliv som Mærsk, Grundfos og Aalborg Portland og tage en snak om deres høje klimaambitioner, der er afgørende for, at den danske regering når målet om at reducere Danmarks drivhusgasudledninger med 70 procent i 2030", skriver Information.

Det er Trine Richter fra Green Solution House, der selv gør opmærksom på, det man kan kalde den visionære omtale i Information i dag.