BHS-Almeborg-rytter vil sætte dansk timerekord

Banerytter Martin Toft Madsen vil sætte rekord i at køre længst på en time.
Han har gjort det før, og nu cykler han efter at gøre det igen. 34-årige Martin Toft Madsen vil slå den nuværende danske timerekord i banecykling.

Det kræver, at rytteren fra BHS-Almeborg kører længere end 20-årige Mikkel Bjerg, der lige nu er indehaver af den danske timerekord med 53,730 kørte kilometer på en time. En rekord, han satte i oktober sidste år.

- Mikkel satte en rigtig flot dansk rekord i fjor, som naturligvis har krævet en del forberedelse for at kunne udfordre. Jeg føler, at jeg er klar til gøre et nyt forsøg og jeg føler mig fortrøstningsfuld med hensyn til at kunne tage rekorden tilbage. Lige meget hvad bliver det helt sikkert hårdt. Mit program er lidt presset her i efteråret, hvor jeg har mange enkeltstarter. Derfor passede et forsøg bedst her lige efter EM og før Postnord Danmark Rundt, som jeg regner med jeg skal køre. Selvom det kommer med kort varsel, siger Martin Toft.

Martin Toft Madsen satte dansk timerekord i sommeren sidste år, selvom det faktisk var verdensrekord, som han forsøgte at slå. Det skete i Mexico, men forsøget mislykkedes, da Martin Toft Madsen kørte en lille kilometer mindre end den nuværende verdensrekordindehaver Bradley Wiggins.

Det nye rekordforsøg på en dansk timerekord køres tirsdag d. 13 august kl. 17.30 på Odense cykelbane. Entré 50 kr.

I videoen på hjemmesiden ses et indslag fra 26. juli 2018.