Efterlysning af frivillige bar frugt

Wonderfestiwall har nu næsten alle de frivillige, der er brug for.
Efter at TV 2/Bornholm i går bragte historien om, at holdet bag Wonderfestiwall akut manglede cirka 50 flere frivillige til at gennemføre musikfestivalen, er det strømmet ind med tilmeldinger.

- Ja, det har virkelig hjulpet. Vi har næsten lukket vores vagtplan, fortæller frivilligkoordinator Martin Paarup her til formiddag.

I går manglede der stadig omkring 50 ud af de i alt 800 frivillige, der skal til for at gennemføre den bornholmske musikfestival. Det var især frivillige til de tidlige morgenvagter, der blev efterspurgt.

Og den opfordring var der altså rigtig mange morgenfriske bornholmere, der reagerede på.

Der manglede også frivillige hænder til at slæbe gear på scenen lørdag aften.