Konkurrence om bedste billede fra Bornholm

Destination Bornholm har lanceret en fotokonkurrence på Instagram. Her skal de bedste billeder fra Bornholm findes
Destination Bornholm har netop lanceret en fotokonkurrence på Instagram. Udvalgte billeder fra konkurrencen bliver senere udstillet i de bornholmske turistinformationer.

Konkurrencen er allerede skudt i gang og løber af stablen på Instagram, oplyses det.

Baggrunden er, at mange fra både nær og fjern tager turen rundt på Bornholm for at forevige deres oplevelser på øen.

Destination Bornholm mener, at mange af billederne fortjener endnu mere fokus. Destination Bornholm beder derfor nu om hjælp til at lave en smuk og alsidig fotoudstilling i Bornholms Velkomstcenter i Rønne, som årligt besøges af omkring 70.000 gæster og som har størrelsen til at rumme en større udstilling. Efter konkurrencen vil et udvalg af de valgte billeder blive eksponeret i øens øvrige turistinformationer.

- Med denne fotokonkurrence ønsker vi at vise det bedste fra Bornholm uanset årstid, oplyser Kristina Lindberg fra Destination Bornholm.

Alle kan deltage i fotokonkurrencen på Instagram ved at poste et eller flere billeder med tag #bornholmmoment. Konkurrencen løber frem til 1. marts 2020, hvor Destination Bornholm udvælger 100 billeder.

Herefter vil et ekspertpanel udpege 25 billeder, der bliver udstillet i Bornholms Velkomstcenter i perioden påske 2020 – efterår 2020.