Kassekredit skal redde Bornholms Efterskole

De sidste par år har der været et markant fald i antallet af elever på Bornholms Efterskole, og det kan mærkes på økonomien.
Svigtende elevtal og en tom pengekasse betyder nu, at efterskolen bliver nødt til at låne cirka 1,3 millioner kroner i banken.

- Vi har haft rigtig mange dårlige år på driften. Man har ikke satset nok på elevrekruteringen, røde tal på bundlinjen koster jo af kassen, og lige pludselig så er den jo tom, lyder det fra forstander på Bornholms Efterskole Finn Pedersen.

I foråret blev skolens daværende forstander Rasmus Kvist opsagt. I stedet overtog forstander for Bindernæs Efterskole på Lolland, Finn Pedersen, så de to skoler nu deler forstander, en forstander der er ivrig for at få vendt skuden.

- Så for at komme i gang, så har vi lavet en forretningsplan, som vi har forelagt for Arbejdernes Landsbank. Den har de sagt, at de faktisk tror på, så de vil gerne give os en kassekredit som en midlertidig løsning, indtil vi får gang i hjulene igen.

Men helt så ligetil er det ikke. Regionskommunen lavede nemlig to gældsbreve på 500.000 kroner stykket til efterskolen i 1994, blandt andet for at dække udgifterne til tvungen tilslutning til fjernvarme.

Det betyder, at efterskolen ikke kan få deres kassekredit, medmindre regionskommunen går med til, at deres to pantebreve ryger længere ned i prioriteringen over, hvem der får penge, hvis efterskolen går konkurs.

Noget kunne dog tyde på, at politikerne er indstillet på, at række efterskolen en hjælpende hånd. På et møde i økonomiudvalget i slutningen af juni blev der i hvert fald vedtaget en såkaldt hensigtserklæring. Her står blandt andet:

Kommunen stiller sig positive overfor at ejerpantebrevet får prioritetsstilling før Bornholms Regionskommunens to ejerpantebreve à kr. 500.000, samt at kommunen ikke har til hensigt at kræve tilbagebetaling af hovedstolene på de 2 ejerpantebreve.

Men det er nu ikke alle i kommunalbestyrelsen, der mener, at det er en god ide. Venstres Søren Schow stemte ikke for hensigtserklæringen.

- Vi har vurderet det, og vi mener, at det er for risikabelt. Der har været en historik på skolen, hvor de har leveret nogle usikre resultater. Vi kunne godt tænke os at se lidt mere stabilitet i det, inden vi flytter den position vores garanti har i øjeblikket, lyder det fra Søren Schow.

På torsdag på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde skal politikerne tage endelig stilling til, om de vil acceptere nedprioriteringen af kommunens pantebreve, så efterskolen kan få sin kassekredit.