Bornholm kåret til Europas næstbedste ferieø

Verdens største rejsemagasin Condé Nast Traveler har i dag kåret Bornholm til Europas næstbedste ferieø. Det sker i deres årlige Readers’ Choice Awards.
Danmarks dejligste ferieø - sådan har Bornholm længe været kendt - men nu har verdens største rejsemagasin Condé Nast Traveler og deres læsere også fået øjnene op Bornholm. De har nemlig kåret Bornholm som Europas næstbedste ferieø i deres årlige Readers’ Choice Awards.

”Bornholm har alt det, som rejsende efterspørger i øjeblikket. Nemlig overvældende natur, vidunderlig mad og en autentisk oplevelse af dansk kultur. Når læserne har valgt Bornholm foran øer, der er langt mere kendte globalt, handler det om, at rejsende i dag søger de ukendte perler og uopdagede destinationer. Og er Bornholm en dansk hemmelighed set fra et globalt perspektiv – i hvert fald lidt endnu,” siger PR & Press Manger Kathrine Simonsen, VisitDenmark i USA i en pressemeddelelse.

I alt 600.000 læsere har stemt på deres favoritter i kategorien ’Top islands in Europe’. Her er Bornholm kun overgået af den kroatiske ø Hvar.

”Det er en flot anerkendelse af Bornholm som feriedestination. Brandingværdien af kåringen er stor, og den kan vi i høj grad bruge i markedsføringen af øen både her og nu og i de kommende år,” siger direktør Pernille Kofod Lydolph, Destination Bornholm, i pressemeddelelsen.

Magasinet Condé Nast Traveler besøgte selv Bornholm i 2017 under kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem.