Mange ønsker fra bornholmerne

Luksusboliger, ungdomshus og bedre transport. Bornholmerne kom med mange ønsker, da Bornholms Vækstforum holdt borgermøder i sidste uge.
"Den bornholmske identitet" var i fokus, da Bornholms Vækstforum holdet tre borgermøder i torsdags.

- Møderne gav det udbytte, som vi havde håbet på; nemlig en lang række tilkendegivelser fra almindelige bornholmere om, hvad de sætter pris på ved øen, siger den bornholmske erhvervsambassadør Lene Grønning.

Det nye brand skal være omdrejningspunktet for de kommende års markedsføring af Bornholm som et godt sted at bo, besøge og drive virksomhed.

På alle tre møder blev den bornholmske natur, tryghed og ro fremhævet på plussiden.

Seniorerne pegede især på vigtigheden af et velfungerende sundhedssystem og en god og værdig ældrepleje. Det blev også foreslået, at luksusboliger til pengestærke pensionister og et styrket netværk af aktive seniorer, kunne få flere ældre til at flytte til øen.

De unge efterlyste især bedre uddannelses- og jobmuligheder, bedre offentlig transport og flere fritidsaktiviteter - herunder et ungdomshus. Flere unge fremhævede dog, at musikskolen og Musikhuzet var gode tilbud.

På det åbne møde blev det især fremført, den største hindring for udvikling på øen, er færgeforbindelsen.

De mange tilkendegivelser på torsdagens tre møder bliver taget med, når næste skridt i processen frem mod et nyt bornholmsk brand bliver taget om to uger. Her mødes 48 særligt udvalgte bornholmere på en 30 timer lang sejlende "brandingcamp", der kommer til at foregå om bord på færgen "Povl Anker", mens den sejler rundt om øen.