Fire nye busser ankommer torsdag

Firmaet, der skal levere Bornholms nye busser, regner med at sende fire splinternye busser til Bornholm torsdag morgen.
Om alt går vel, ankommer fire af Bornholms 12 nye busser til øen torsdag morgen, så de kan sættes ind i forbindelse med Folkemødet.

Busserne er først sat til endelig levering den 1. juli, men på grund af Folkemødet har BAT bedt om at få de busser, der kan nå at blive klar, herover, så de kan køre besøgende til og fra Folkemødet fra starten på torsdag.

- Vi regner med at have fire busser klar, så de ankommer til Bornholm torsdag morgen, fortæller Dan B. Pedersen fra Vejstruprød busimport i Sydjylland til TV 2/Bornholm.

Dan B. Pedersen fortæller at man har måttet vente lidt på nogen af de dele, der skal monteres før de er køreklare.

- Og det er blandt andet de sæder passagerne skal sidde på, fortæller Dan B. Pedersen.