Byforening efterlyser plan

Rønne mangler en overordnet byplan, og det kan ses, mener Rønne Byforening.
Rønne bymidte mangler en overordnet plan, og det ses tydeligt.

Det mener Rønne Byforening, der for eksempel kalder havnefronten en stor rodebunke.

- Siden 1994 har man klatplanlagt i Rønne efter behov. Nu vil vi gerne have en bedre helhed og at man ser på planen overordnet, siger formand for byforeningen Niels-Holger Larsen.

En ny bymidteplan er meget relevant lige nu, mener foreningen, fordi en række markante bygninger i Rønne står tomme eller snart vil blive fraflyttet - blandt andet gymnasiet, Amtmandsgården, Kommandantgården og posthuset.

Byforeningen har henvendt sig om ønsket i et brev til kommunen, og det bliver taget godt imod af den nye formand for Teknik- og Miljøudvalget, Carsten Scheibye (V).

- Det er jo fantastisk at få sådan en henvendelse. Der kører mange store projekter i Rønne i øjeblikket, som vi skal have til at hænge sammen. Jeg ser henvendelsen som en udstrakt hånd, siger formanden.

Carsten Scheibye lover, at Rønne Byforening snart vil blive indkaldt til et møde om byplanlægning.