Folkemødet: General bygger lyserød hær

Pink Army leger krig mod krig med lyserøde legetøjssoldater uden for Fredsteltet på Folkemødet.
I et gråt landskab, hvor ingenting gror, er en sort hær klar til kamp. Det er en embedsmand, der sender dem i krig med musik og tv-dækning, men bag bakken gemmer embedsmanden en stor kirkegård.

Modstanderne er en hær af lyserøde soldater. På deres side er der ingen kirkegård. Træerne er grønne og embedsmanden skiftet ud med lyserøde soldater, der danser i en rundkreds.

Scenen udspiller sig med legetøjssoldater uden for Fredsteltet, hvor Fredsministerium.dk holder til sammen med en række andre fredsorganisationer.

Formålet er at vise krigens konsekvenser og ondskab. Den lyserøde hær kæmper for fred og kærlighed i verden.

- Der kommer især mange børn og unge og kigger, men også voksne. Der er sikkert mange, der synes, det er naivt. Det er det også, men det er overlagt naivt, siger kunstneren, der gerne vil kaldes General Ruseus - den lyserøde general.

General Ruseus fik ideen til Pink Army for seks år siden sammen med nogle venner.

- Vi invaderer lande, hvor vi synes, der skal være fred. Med Pink Army har vi lavet en symbolsk ramme, som folk fra andre lande har taget til sig. Det er et kollektivt kunstværk, siger General Ruseus.