Atomaffald: Wermelin er lettet

Den socialdemokratiske spidskandidat til folketinget kalder det en stor lettelse, at Bornholm nu er ude af billedet som slutdepot for atomaffald.
Onsdag besluttede Folketingets Sundhedsudvalg at Danmark ikke skal går efter et slutdepot for atomaffald, men i stedet skal finde et egnet sted til et forsvarligt mellemlager.

Mange steder på Bornholm lød der efter beslutningen et lettelsens suk. Og også socialdemokraternes lokale spidskandidat til Folketinget ånder lettet op.

- Det er en stor lettelse, at fornuften sejrede, og planerne om et slutdepot for atomaffald blev lagt på hylden af Folketingets partier onsdag. Vi skal selvfølgelig ikke have gravet radioaktivt affald ned i bornholmsk jord eller andre steder i Danmark. Det vil være en katastrofe, og der er alt for mange usikkerheder. Derfor er jeg glad for, at alle partier har lyttet til kritikken, informationerne og bekymringerne, som er kommet fra rigtig mange sider, også vores nabolande. Vi skal tage den rigtige beslutning omkring atomaffaldet af hensyn til både nuværende og kommende generationer, og det er bestemt ikke et slutdepot. Kampen er ikke slut endnu, men det er en virkelig god nyhed, at man nu skrotter planerne om et slutdepot, både for Bornholm og de fire andre kommuner med samme trussel hængende over hovedet. Det viser vigtigheden af at stå sammen på tværs af landet, og BOMA og borgergrupperne i hele landet fortjener en særlig tak for deres store engagement og vedholdenhed i det her afgørende spørgsmål, skriver Lea Wermelin i en kommentar.