Trolling Master Bornholm 2006 - spørgsmål og svar
Skal man placere båden i Tejn Havn?
Ja. Dommerkomiteen har ret til at udtage et antal både til kontrol for overholdelse af reglerne, og er bådene ikke tilstede i Tejn Havn, så kan de ikke deltage i konkurrencen, fordi de jo teoretisk kunne have gemt båden i en anden havn med henblik på at snyde.
Hvor mange stænger må hver båd bruge under fiskeriet? Det er op til den enkelte båd at afgøre, hvor mange man vil bruge samtidigt, men der må kun være 10 stænger ombord på båden. Vælger man således at bruge otte samtidigt under fiskeriet, har man to reservestænger med.
Hvordan overholder man reglen om konkurrencens sluttidspunkt? Konkurrencen slutter hver dag kl. 18.00 (med mindre konkurrenceledelsen bestemmer noget andet). Det betyder, at en båds startbrik skal hænge på tavlen INDEN kl. 18.00. På det tidspunkt bliver der taget et billede af tavlen, og de manglende både kan IKKE indveje fisk den dag. Det er derfor afgørende, at det første en deltagende båd gør er at hænge sin startbrik tilbage på tavlen.
Hvem bestemmer om reglerne er overholdt?
Arrangør af konkurrencen er TV 2/Bornholm i samarbejde med Melsted Trollingcenter, men det er en dommerkomité bestående af tre medlemmer, der afgør alle fortolkninger og tvivlsspørgsmål. De tre er: Jan Jørgensen, TV 2/Bornholm, Allan Beyer, Melsted Trollingcenter, Anders Schou Jensen, Danmarks Sportsfiskerforbund.
Hvordan bliver præmierne udbetalt?
Vinderne får pengene overført til en bankkonto. Dette finder sted om mandagen efter konkurrencen.
Må man fiske i svensk farvand?
Ja. Konkurrencen kræver kun, at deltagerne overholder de nationale regler for fiskeri. Det vil f.eks. sige minimumsafstanden til Bornholms kyster. Der er ikke noget krav om, at deltagerne skal blive inden for dansk farvand. Deltagerne skal bare huske at tage sejltiden i betragtning, og at man skal være tilbage med sit deltagernummer, inden det tidspunkt som konkurrenceledelsen har oplyst.
Skal man deltage i TV-programmet?
Ja. En af de betingelser, som man har accepteret ved tilmeldingen, er, at man stiller op til at medvirke i udsendelsen. Det kan være i interviews eller i det hele taget at blive fotograferet. Vi vil også spørge deltagere om lov til at komme ombord i deltagerbåde. Det er klart, at det vil ske under hensyntagen til godkendelseskravene på bådene. Er en båd kun godkendt til to voksne mennesker, så kan en af vores fotografer selvfølgelig ikke komme ombord. Vores fotografer medbringer selv redningsvest.
Hvorfor skal man ringe, hvis man har en stor laks på krogen?
TV 2/Bornholm er med i dette for at lave forrygende gode TV-programmer. Det lykkedes sidste år, fordi vi netop fik gode tips ude fra havet fra deltagerne. På den måde fik vi de rigtige billeder. Det er selvfølgelig også vores ambition i år.
|