Trolling Master Bornholm 2010
 regler for konkurrencen

Sted:
Tejn Havn.

Alle både skal under konkurrencen afgå fra og komme tilbage til Tejn Havn af hensyn til muligheden for at håndhæve kontrollen af udstyr på bådene.

Tid:
Onsdag den 21. april kl. 12.10 – 18.30
- indvejning af fisk 17.30 – 19.00
Torsdag den 22. april kl. 07.00 – 18.30
- indvejning af fisk 17.30 – 19.00
Fredag den 23. april kl. 07.00 – 18.30
- indvejning af fisk: 17.30 – 19.00
Lørdag den 24. april kl. 07.00 – 18.30
- indvejning af fisk: 17.30 – 19.00


Præmieoverrækkelse:
Dagspræmier: Hver aften fra kl. 19.30
Hele konkurrencen: Lørdag den 24. april fra kl. 19.30.
Skippermøde:
Onsdag den 21. april kl. 11.00
Derefter hver morgen kl. 06.30


Alle skippermøder og præmieoverrækkelser holdes i Tejn Skibsværfts hal på havnen.


Alle tider kan ændres som følge af vejrlig eller andet.

Konkurrenceledelse/dommerkomité:
Jan Jørgensen, TV 2/Bornholm
Allan Beyer, Melsted Trollingcenter
Anders Schou Jensen, Bornholms Trollingklub

Registrering af deltagelse:
Tilmeldingsgebyr:
750 DKK pr. båd incl. skipper.
150 DKK pr. besætningsmedlem udover skipper.
Alle både skal oplyse om samtlige deltageres navn og adresse.


Alle både skal oplyse om størrelse (længde) i meter og centimeter, fordi bådene fordeles i forskellige havnebassiner efter størrelse. Her på hjemmesiden kan du omregne fod til centimeter, hvis ikke du kender din bånds længde i centimeter.


Konkurrenceledelsen har besluttet at sende deltagerne af sted i to hold dels for at undgå trafikkaos og dels for at øge sikkerheden omkring starterne. Hver dag starter de store både først. Store både er defineret som både på 6,5 meter og derover.


På grund af pladsforhold i havnen er der sat et maximum på 300 deltagende både. De første 300 både, der har betalt deltagergebyr, vil få tildelt et deltagernummer, som er en bekræftelse på deltagelse. Numrene er fortløbende og begynder med 100. Det sidste nummer vil således være 399.
Deltagernummer udleveres som klistermærke, der skal sættes et synligt sted på båden.


Deltagernummer hænger også som en nummerbrik/startbrik på en tavle i Tejn Skibsværft. For at deltage i konkurrencen skal skipper eller et besæt-ningsmedlem afhente nummerbrikken fra tavlen.
Startbrik kan afhentes fra tavlen kl. 6.30 (onsdag dog kl. 11.00) i forbindelse med skippermødet.
Startbrik indleveres senest kl. 18.30 med mindre konkurrenceledelsen har afkortet konkurrencen.
Indleveres startbrikken for sent kan der ikke indvejes fisk fra den konkurrencedag. Reglen vil blive strikt håndhævet, og der optages hver dag fotodokumentation, over hvilke både der afleverede for sent.

En af deltagerne skal udnævnes til skipper på båden. Sidste frist for ændring af besætning er kl. 11.00 den 21. april. Der må ikke i løbet af konkurrencedagene udskiftes besætning. Undtaget herfra er 2-mands både, der rammes af sygdom. Se under sikkerhed.

Tilmeldingsgebyr dækker havneleje i Tejn fra tirsdag den 20. april til og med søndag den 25. april.
Med tilmeldingen accepterer deltagerne at medvirke i TV-programmerne.

Dommerkomiteen kan beslutte at indføre GPS-tracking af udvalgte både. Trackingen skal bruges i aftenens TV-program til at fortælle, hvordan bådene har sejlet under fiskeriet.

Deltagere kan ekskluderes fra konkurrence i tilfælde af:

  • overtrædelse af reglerne
  • forsøg på snyd ved indvejning af fisk
  • trusler eller voldelig optræden mod konkurrencedeltagere, arrangører eller TV 2/Bornholms personale.


Regler for fiskeriet:
Husk at dette er en trollingkonkurrence, og at båden derfor skal være i fart hele tiden under fiskeriet.
Max. ti stænger incl. reservestænger må medtages ombord på båden og anvendes samtidigt.
Opdages flere end ti stænger ombord på en båd, så vil resultaterne fra de foregående dage blive annulleret.
Max. ti agn må benyttes samtidigt.
Der må ikke anvendes oter, outrigger bomme eller outrigger master på båden. Findes sådanne på båden skal de afmonteres eller plomberes. Plombering foretages af dommerkomiteen, så hvis du har sådanne på båden, skal du kontakte os mellem kl. 8 og 9 onsdag den 21. april. Plomberingen vil derefter blive foretaget inden skippermødet kl. 11.00.

Opdages udstyr efter konkurrencestart, som skulle have været plomberet, så vil resultaterne fra de foregående dage blive annulleret.

Dommerkomiteen vil hver morgen udtage et antal både, der vil blive kontrolleret for udstyr i havnen i Tejn. Deltager hverken skipper eller besætning i skippermødet vil dommeren kontakte båden telefonisk med henblik på at gennemføre kontrollen.

Dommerkomiteen har ret til at sende en af dommerne med en båd ud på fiskeri.

Dansk lovgivning om lystfiskeri/trolling skal overholdes, bla.: Mindstemål. Fisketegn. Speedbådskørekort. Bekendtgørelsen om lystfiskeri og trolling, herunder de særlige restriktioner for afstande til Bornholm og Christiansø m.m. I henhold til disse regler må trollingfiskeri med downrigger ikke foretages nærmere end en sømil fra kysten.

Vindere af præmier SKAL kunne fremvise gyldigt fiskekort.
Overtrædelse af ovenstående vil medføre udelukkelse af konkurrencen.


Regler for fisk:
Laks er eneste fisk i konkurrencen.

Mindstemål for laks, der kan indvejes, er 62 cm. Der må max. indvejes seks laks pr. båd pr. dag. Laks over 12 kg skal umiddelbart efter hug meldes til dommerkomiteen pr. VHF eller telefon, hvor position skal oplyses af hensyn til TV-produktionen. TV-ledelsen vil derefter sende et kamerahold på en båd forbi for at filme forhåbentlig både kamp og landing.

Præmier for største fisk, som kan vindes hver dag i konkurrencen OG præmier i den samlede konkurrence, kan kun vindes, hvis fisken (forudsat den vejer over 12 kg) har været anmeldt til dommerkomiteen. Vejer dagens største fisk under 12 kg, så gælder kravet om anmeldelse ikke.
Præmierede fisk skal renses under overværelse af et medlem af dommerkomiteen umiddelbart efter aftenens TV-udsendelse.

NYT: Fisk over 12 kg bliver først vejet i den direkte transmitterede udsendelse. Det betyder, at de store fisk IKKE bliver vejet på den elektroniske vægt i vejeteltet. De bliver lagt til side og bliver først vejet under TV-udsendelsen. Dette sker for at skabe mere spænding i TV-udsendelserne.


Sikkerhed:
Alle danske sikkerhedsregler skal overholdes.
Nødraketter og nødblus skal forefindes på båden. Dommerkomiteens anbefaling er, at minimum 2 stk. nødraketter i farverne rød og hvid samt 2 stk. nødblus i farven rød skal forefindes i båden.
Der skal være VHF-radio ombord på alle både, kanal 72 anvendes til kommunikation.
Dommerkomiteen kan aflyse en fiskedag, hvis vejret skønnes for dårligt.
Bliver konkurrencen aflyst på enkelte dage, findes vinderen ud fra de fiskedage/timer, der har fundet sted. På afkortede dage vil der blive uddelt dagspræmie. På aflyste dage bliver der ikke uddelt dagspræmie. Ikke uddelte præmier bliver ikke overført til efterfølgende konkurrencedage. Bliver alle konkurrencedage aflyst på grund af vejret, så vil præmierne ikke blive uddelt.

Tilmeldingsgebyr vil ikke blive tilbagebetalt.

Der skal af sikkerhedshensyn være mindst to deltagere på hver båd.
Rammes en deltager på en 2-mands båd af sygdom før eller under konkurrencen skal der findes en erstatning, så båden fortsat har to deltagere ombord.
De deltagende både har pligt til via VHF at underrette konkurrenceledelsen, hvis båden ikke kommer ind i havnen senest kl. 18.30. Bliver deltagerbåden forsinket, og undlader at underrette dommerkomiteen, og hvis dette resulterer i en redningsaktion, så vil betalingen for denne redningsaktion påhvile båden.


Konkurrencerne:
Udbetaling af alle præmier sker kontant på check. Præmieskat er betalt.

1. Største fisk:
Vinder er den person, der har fanget den største laks målt i kilo urenset fisk.


Præmierne:
1. 50.000 DKK
2. 25.000 DKK
3. 10.000 DKK


For tydelighedens skyld så skal det understreges, at det i denne konkurrence kan lade sig gøre at vinde flere præmier – teoretisk dem alle tre ved at lande de tre største laks. Den, der fører denne konkurrence, får hver aften udleveret et gult flag, som monteres på båden.


2. Bedste båd:

Alle laks fanget i konkurrenceperioden over konkurrencens mindstemål på 62 cm tæller med – bemærk dog, at der kun kan indvejes max. 6 fisk pr. båd pr. dag.

Pointregler:
10 point pr. fisk.
10 point pr. kilo.
En laks på 7,8 kg giver således 88 point.
I tilfælde af pointlighed vinder den båd, der har fanget den største fisk.


Præmie:
1. 20.000 DKK
Bedste båd får hver aften udleveret et grønt flag, som monteres på båden.


3. Største fisk på hver konkurrencedag:

Vinder af dagspræmien er største laks målt i kilo urenset fisk.

Præmie:
Største fisk hver dag:
1. 2.000 DKK.

I denne konkurrence deltager kun fisk, der i løbet af dagen er blevet anmeldt til konkurrenceledelsen.

4. Bedste nation:

Vinder er den nation, hvor det samlede pointtal for de tre bedste både, er højest.

Præmie:
3.000 kr. til hver af de tre både.
I tilfælde af pointlighed mellem både fra den vindende nation tilfalder præmie den båd, der har fanget den største fisk.

Samlet præmiesum kontant: 122.000 DKK.


Udfærdiget november 2009


Dommerkomitéen
 

 

 

 

Trolling

2005
2006
2007
2008
2009
Plakater
In English

Du kan efter tilmelding tilføje flere besætningsmedlemmer via dette link - Klik her

Betingelser vedr. tilmelding og betaling

Tilmeldingsgebyret giver adgang til deltagelse i konkurrencen og dækker bla. håndtering af tilmelding, administration og havneplads. Beløbet kan ikke refunderes.

Bekræftelsen på din betaling inkl. deltagernummeret fungerer som kvittering. Du bedes printe den og medbringe den til konkurrencen. Du modtager den også på email.

Betaling:
Betaling kan kun ske med kreditkort. Du afgiver en række oplysninger, som beskyttes grundigt.

Vi lever op til de gældende sikkerhedskrav. Når du skal taste følsomme oplysninger er siden beskyttet (krypteret). Når du betaler, sker det via et system, der hedder FreePay, som er certificeret af PBS. Det betyder, at systemet løbende testes.

Dit kortnummer og udløbsdato lagres ikke på vores webserver. Vi kan kun se, hvem du er og hvad du har bestilt. Umiddelbart efter tilmeldingen hæver vi beløbet på din konto. 

Kontakt:
Ved fejl, mangler, evt. udebleven bekræftelse eller andet bedes du rette henvendelse til:

TV 2/Bornholm
Att: Trolling
Brovangen 1
3720 Aakirkeby
tlf.nr: 56934200
trolling@tv2bornholm.dk
cvr-nummer: 12 68 63 82

OBS!
Reglerne om fortrydelsesret i forbindelse med internethandel gælder ikke, da gebyret er omfattet af Forbrugeraftalelovens § 10 e.

Udskriv siden - TV 2/Bornholm - Brovangen 1 - 3720 Aakirkeby - Tlf. +45 5693 4200 - fax +45 5693 4205 - Skriv til redaktionen