Forligspartierne lukker Værestedet Blæksprutten
Beskeden om lukningen af værestedet for psykisk syge og deres pårørende kommer samtidig med, at stedet fylder 32 år.
Næste års budget bliver et sparebudget, og det går blandt andet udover Værestedet Blæksprutten, som mister sin driftsbevilling på 1.167.000 kroner.
- Det får den betydning, at vi skal lukke.
Sådan lyder det fra Blækspruttens økonomisk ansvarlige - og tidligere leder - Stephen Mortensen.
Blæksprutten vil således lukke fra 1. januar 2024.
- Det er selvfølgelig trist, men jeg er jo udenfor at kunne gøre noget helst i det her, andet end at gøre lukningen så skånsom som muligt, siger Stephen Mortensen.
Fylder 32 år
Som det eneste værested af sin type på Bornholm, har psykisk syge kunnet komme og gå på Blæksprutten, som de vil, og få råd, støtte og socialt samvær. Men til nytår er det altså slut.
- Bornholm vil mangle et værested, hvor man kan komme uden at være visiteret, og et værested, som man som bruger af huset har indflydelse på.
Blæksprutten fylder onsdag 32 år. Derfor forsøger Stephen Mortensen at lægge tanken om lukningen fra sig og fokusere på fejringen.
- Det er i dag, hvor vi skal fejre, at vi bliver 32 år, og det er så det.
Så i dag fokuserer I på alt det positive, værestedet har bidraget med til på Bornholm?
- Ja, og det vil vi fortsætte med indtil den 31/12. Vi vil gøre det, som vi har gjort gennem alle årene: At få dagligdagen til at hænge sammen for de mennesker, der kommer her, og støtte og vejlede dem, så godt som vi kan.