Højt sygefravær overrasker ikke udvalgsformand
Sygefraværet blandt SOSU'erne i Bornholms Regionskommune er det højeste i hele Danmark, og det overrasker ikke formandenfor Social- og Sundhedsudvalget, René Danielsson.
På Bornholm har sygefraværet haft en stor stigning i løbet af de sidste fire år: Faktisk landets højeste sygefravær viser en undersøgelse lavet af Center for Politiske Studier - Cepos.
I år 2019 lå sygefraværet således på 18,84 og i 2023 lå det altså på knap ti dage mere om året på 27,03 dage om året.
Og det kommer ikke bag på formanden for Social- og Sundhedsudvalget, René Danielsson, Dansk Folkeparti.
- Det overrasker mig ikke, når man kan se, hvor mange penge der spares på ældreområdet samtidig med, at der bliver flere og flere borgere, som skal modtage den her service. Mange kommuner står med dette stigende problem, men det rammer jo især de kommuner med samme socioøkonomiske baggrund som Bornholms Regionskommune, og med samme geografiske baggrund. For hvis man kigger på listen ligger kommuner som Langeland og Odsherred også i bund. Her har man heller ikke så god mulighed for at tiltrække arbejdskraft i nabokommunerne. Det er et tydeligt mønster, siger René Danielsson.
Derfor mener udvalgsformanden, at der kun er én vej at gå, hvis man vil mindske SOSU'ernes sygefravær i kommunen.
- Vi skal havde skabt et bedre arbejdsmiljø, og det er ikke gratis. DF har derfor foreslået, at vi bruger nogle midler på arbejdsmiljøet. Blandt andet på at hyre vikarer ind til at dække under sygdom, så de medarbejdere der er på arbejde, ikke skal knokle endnu hårdere på at nå det hele og bliver unødigt pressede, siger René Danielsson.