Ny rapport: Ingen pesticider i prøve fra vandværk
Drikkevandet har det godt, forsikrer Bornholms Energi og Forsyning sammen med kommunen, efter at Danmarks Naturfredningsforening tidligere på ugen har sået tvivl om vandkvaliteten på Bornholm.
Onsdag morgen landede der en rapport på skrivebordet hos Jens Hansen, der arbejder i Natur, Miljø og Fritid hos Bornholms Regionskommune. Her er man tilsynsmyndighed og garant for vandkvaliteten i de bornholmske vandværker.
I rapporten skriver Eurofins Miljø, at man har undersøgt vandet fra Smålyngsværket i Pedersker, og at det er "helt uden antydning af pesticider". Det oplyser Bornholms Energi og Forsyning i en pressemeddelelse.
Vandprøven blev taget 20. september 2021. Og vandprøven fra Pedersker er bare ét eksempel, lyder det i pressemeddelelsen.
Naturforening fandt giftrester
Tidligere på ugen udkom Danmarks Naturfredningsforening med tal fra 13 af Bornholms i alt 83 vandboringer. Her kunne foreningen fortælle, at der var fundet pesticidrester i fire af de undersøgte boringer.
De tal kan man ikke afvise fra Bornholms Energi og Forsyning, men på på baggrund af de tal, som forsyningen sammen med Bornholms Regionskommune forholder sig til, undrer man sig over, at der skal sås tvivl om kvaliteten af det bornholmske drikkevand.
Ingen af Bornholms 83 aktive vandboringer har nemlig et indhold af pesticider, der er over den tilladte grænseværdi, oplyser Jens Hansen.
- I et par af boringerne kan der måles en lille smule. Men det er mange tusind gange mindre end acceptabel daglig dosis, siger han ifølge pressemeddelelsen.
- Der har tidligere været et par boringer, der var påvirket over grænseværdien, men de er i samarbejde med vandværkerne blevet taget ud af brug.
- De pesticider, som vi finder, skyldes fortidens synder. De pesticider, der bruges lovligt i dag, er meget grundigt kontrolleret og vil ikke gå i grundvandet på almindelig landbrugsjord. De skal dog ikke bruges i de særligt sårbare områder, såsom boringsnære beskyttelsesområder, forklarer Jens Hansen.