Socialdemokratisk valgdrøm: Gratis daginstitutioner på Bornholm? Glem det!
Københavnere fristes med valgløfter om gratis børnehaver. Kan løfterne også finde vej til Bornholm? Næppe. Eller rettere: Absolut nej, lyder analysen.
Hvis du bor på Bornholm og håber på storslåede politiske valgløfter om gratis pladser i børnehaven, som dem Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil med rund hånd strør ud over københavnske børnefamilier, så er der ifølge en ekspert i kommunal økonomi kun ét svar:
Glem det - det kommer aldrig til at ske.
- Det kan slet ikke lade sig gøre et sted som Bornholm, hvor der er en meget presset økonomi, lave indtægter og store sociale problemer. Uanset hvor realistisk et forslag om gratis børnehavner kan synes, så er København en meget velstillet kommune med en helt anden økonomi og hele 21 milliarder kroner i kassen.
Sådan forklarer Arne Ullum, der ekspert i kommunal økonomi og chefredaktør på NB-Medier.
Penge at hente i dyre administrationer
Hvad Bornholm og København til gengæld har til fælles er en alt for omfattende og meget dyr administration.
Og her er der penge at spare for begge kommuner.
I København, forklarer Arne Ullum, handler det om mulige besparelser på administrationen på en skala, der ifølge økonomen muligvis kunne være med til at finansiere et tiltag så storslået som gratis børnehaver.
Det handler altså i bund og grund om at skære ned, blandt andet på det omkostningstunge bureaukrati, og dermed frigøre penge, der kan bruges andre steder.
På Bornholm vil en lignende øvelse i bedste fald kunne frigøre nogle af de midler, der skal bruges til at lappe økonomien. Penge, der allerede nu mangler for at få enderne til at mødes, når der i de kommende måneder skal forhandles kommunalt budget for det kommende år.
- Drømmen om at kunne få kommunen til at tilbyde gratis pladser i daginstitutionerne, er lige så urealistisk på Bornholm, som hvis en lærling vil have en bil, og beder om at få den Porsche, direktøren kører i. Det er ganske enkelt skudt helt ved siden af, forklarer Arne Ullum.
Ingen plads til store tanker
At økonomien på Bornholm hænger i laser og som oftest handler om, hvor der skal spares, er en for mange alt for velkendt sag.
Det er også debatten om, hvad der skal til for at vende udviklingen på øen og få nedgang og afvikling vendt til bornholmsk fremgang og udvikling.
Kunne Bornholm alligevel lade sig inspirere af mere politisk mod og mere storslåede planer?
- Det kan Bornholm ikke rigtig bruge til noget. På Bornholm handler det om at få skabt politisk enighed og arbejdsro for at få styr på den trængte økonomi. Det, der er vigtigt, er at forsøge at finde løsninger på nogle af de mange sociale problemer, der præger billedet og koster kommunen dyrt. Det forklarer Arne Ullum til TV2 Bornholm.
Mens Pernille Rosenkrantz-Theil den seneste uge har sparket døren ind til valgkampen med sit forslag om gratis børnehaver i København, så vil også vælgerne på Bornholm i den kommende tid mærke, at valget er lige om hjørnet.
Med mindre end tre måneder til, at vælgerne skal til stemmeurnerne, er der for alvor en tid i vente med løfter om løsninger og udkast til politiske dagsordener fra partier, lister og kandidater på Bornholm, der håber på positiv opmærksomhed og stemmer til kommunalvalget den 18. november.