Trods nye jordforureningssager er der ikke grund til bekymring, vurderer geolog
Selvom der er flere jordforureningssager på Bornholm, end hvad Regionskommunen har ressourcer til at behandle, er der ikke grund til at bekymre sig stort, vurderer en geolog, der arbejder med at behandle jordforureningssagerne.
Fire til seks nye jordforureningssager og en undersøgelse af Byå på udvalgte strækninger.
Det er en række af de jordforureningssager, som Bornholms Regionskommune vil prioritere i deres indsatsplan for 2026.
Samtidig er der i forvejen 77 sager med jordforurening konstateret, også kendt som vidensniveau to-sager, hvor Bornholms Regionskommune er forpligtet til at iværksætte en indsats for at beskytte mennesker og miljø. Her fremgår det af indsatsplanen for jordforurening, at der ikke er ressourcer nok til at prioritere alle kortlagte jordforureningssager.
"Da der er flere kendte jordforureninger, end der er ressourcer til at undersøge og oprense, er det nødvendigt at prioritere indsatsen," fremgår det af Bornholms Regionskommunes jordforureningsindsatsplan for 2026.
Ikke grund til bekymring
Selvom der er flere forureningssager, der kræver Bornholms Regionskommunes opmærksomhed, vurderer den geolog, der står for at behandle jordforureningssagerne på Bornholm, ikke, at der er grund til bekymring.
- Som udgangspunkt nej, der er ikke grund til bekymring for den almene borger. Når et areal kortlægges på vidensniveau to (V2), betyder det, at der er dokumentation for, at der findes forurening over Miljøstyrelsens grænseværdier. Det betyder ikke automatisk, at der er er en aktuel risiko for borgerne, fortæller Christine Kofoed Kehn Rømer, geolog hos Bornholms Regionskommune.
Forureningerne kan være meget forskellige og vurderes blandt andet ud fra hvilke stoffer, der befinder sig i jorden, om forureningen er overfladenær og i kontakt med mennesker. Men også hvorvidt der er risiko for, at forureningen spreder sig, oplyser Christine Kofoed Kehn Rømer.
Hvis jordforureningen ikke udgør en risiko for enten grundvand, overfladevand, internationale naturbeskyttelsesområder eller mennesker, vil den som udgangspunkt ikke blive prioriteret som en indsats for Bornholms Regionskommune, tilføjer geologen.
Fordelingen af jordforureningssager
Den 1. oktober var der i alt registreret 363 jordforureningssager hos Bornholms Regionskommune i Jordforureningens Arealregister (JAR). Sagerne fordeler sig således:
77 sager på vidensniveau to (V2), hvor Bornholms Regionskommune er forpligtet til at iværksætte en indsats for at beskytte mennesker og miljø.
83 sager på vidensniveau 1 (V1), hvor der på baggrund af historiske oplysninger er mistanke om forurening.
32 sager er udgået efter kortlægningen (UEK).
66 sager er udgået inden kortlægningen (UIK).
105 sager skal der udarbejdes en historisk redegørelse, som kan danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt der skal kortlægges eller ej.
290 sager mangler at blive overført fra det tidligere GeoEnviron-system til det nye Jordforurenings Arealregister.
Kilde: Jordforurening - Indsatsplan 2026, Bornholms Regionskommune.
Sådan prioriteres sagerne
Blandt de nyeste jordforureningssager, som Bornholms Regionskommune skal prioritere i løbet af i år, findes Birkevænget 4 i Allinge, hvor indeluften to gange om året kontrolleres, for at sikre at forurening med klorerede opløsningsmidler ikke påvirker familier i deres hjem.
- Overordnet set prioriteres sager, hvor der kan være en risiko for mennesker, bolig eller grundvand. Da vi allerede har flere aktive grundvandssager, hvor der gennemføres oprensning, og samtidig er ved at etablere et nyt renseanlæg i Rønne, har vi i 2026 valgt at prioritere indsatser rettet mod private boliger og Byåen, siger Christine Kofoed Kehn Rømer.
Selv om nye jordforureningssager med højere prioritet kan være med til forlænge behandlingstiden på andre sager, er det for Christine Kofoed Kehn Rømer vigtigst at prioritere de mere presserende jordforureningssager.
- Der kommer løbende nye sager til, samtidig med at eksisterende sager afsluttes. Arbejdet med jordforureningen er derfor en kontinuerlig proces, hvor fokus er på kvalitet og risikobaseret prioritering frem for at "lukke flest muligt". Det vigtigste for os er, at de sager, der kan have betydning for mennesker og miljø, bliver håndteret rettidigt.
Bornholms Regionskommune er den eneste kommune i Danmark, hvor jordforurening er hjemtaget, og derfor behandles lokalt på Bornholm. I resten af landet er det regionerne, der er ansvarlige for behandling af jordforureningssager.
Alle grunde med registreret jordforurening kan findes på Danmarks Miljøportal.